Niels Brockerne havde den gang et glimrende samarbejde med Falkonérteatret, der solgte usolgte premiérebilletter til Niels Brockere for kr. 5,00 - og det var billigt, men til gengæld skulle Brockerne møde op i fuld ornat - smoking til premieren. Det så jo godt ud og så med med fulde huse.
Og vi nød mange gode forestillinger med bl.a. prima ballerina Margot Fountain og Rudolf Nureyev på de allerbedste og dyreste siddepladser. Aldrig er vi kommet så meget i teatret - til så få penge.
Historisk tilbageblik
Historien om handelsskolen Niels Brock begynder så småt i 1802, hvor storkøbmanden Niels Brock dør. Han efterlader sig en formue, og nogle af pengene går til skolelegater. Formuen bliver grundlaget, da FUHU, Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse, i 1881 etablerer en handelsskole i København. Skolens navn er Købmandsskolen.
Selvejende institution
I 1965 beslutter FUHU, på grund af en lovændring, at etablere Købmandsskolen som en selvejende institution. Staten vil nemlig fra nu af kun dække 84% af driften på skoler, der ejes af foreninger, men 100% på de skoler der er selvejende institutioner.
Gennem 1970'erne og 80'erne fortsætter udbygningen af Købmandsskolen gennem oprettelsen af nye afdelinger og uddannelser. I 1991 ændrer Købmandsskolen navn til Niels Brock Copenhagen Bussiness College - i daglig tale blot Niels Brock.
Vi blev nogle af de sidste ÆGTE Brockere, for i første halvdel af 70’erne flyttede Niels Brock til Julius Thom-sens Plads, og det Handelsgymnasium, man er bekendt med i dag, opstod.
Katastrofen indtraf for alvor, da de lærde indførte den regel, at eleverne ikke længere behøvede at have været ude i erhvervslivet, før de startede på HHX. Med andre ord: Det blev "små skoledrenge," der skulle løfte arven fra Niels Brock - unge og uden erhvervserfaring i 3-4 år som os andre "ægte Brockere," og det resulterede naturligvis i, at Niels Brock gik total fløjten - dødsstøddet kom, da Købmandsskolen pludselig og på grund af en teknikalitet senere fik lov til at STJÆLE navnet Niels Brock ......
I dag lyder tonerne fra den gamle skole, at eleverne nok er ivrige for at lære noget, men at de til gengæld og i stærk modsætning til os i de gode gamle dage har nok i sig selv. Ånden og fællesskabet og ikke mindst kammeratskabet, som nu har drevet os i HB i over 43 år, eksisterer ganske enkelt ikke længere. Moi-mentaliteten har sejret. Brock er død, men HB66 lever!